Når omdømmet rammer bundlinjen
Har omdømmet reel betydning for en virksomheds omsætning og bundlinje? Tja, man kan jo ringe til Elon Musk og stille ham spørgsmålet.
Men man kan også rette blikket mod en hjemlig aktør, nemlig Polar Salmon Hjerting Laks. En hæderkronet familievirksomhed, kendt gennem en menneskealder for især røget laks af høj kvalitet. Men nu også et firma, som har måttet sande, hvad der kan ske, hvis man sætter sit omdømme på spil ved at forsøge at dysse en krisesituation ned.
Polar Salmon Hjerting Laks blev i 2023 og 2024 kontrolleret af Fødevarestyrelsen for den potentielt livsfarlige bakterie listeria i virksomhedens produkter. Ni analyser var positive, men Polar Salmon Hjerting Laks undlod ifølge Fødevarestyrelsen at agere. Set udefra tyder firmaets adfærd på, at man forsøgte at lægge låg på sagen.
Statens Serum Institut har opgjort i alt 27 sygdomstilfælde, som kan relateres til listeria i produkter fra Polar Salmon Hjerting Laks. Fire mennesker er døde.
“Polar Salmon Hjerting Laks må nu lære af egne fejl, og det sker på den hårde måde: Coop og Rema 1000 har besluttet at droppe salg af firmaets produkter.”
Firmaet har håndteret sagen ved bl.a. at henvise til, at "det konstaterede er sket under tidligere ansatte". I nyhedsmedierne har man været meget længe om for alvor at erkende, at den har været helt gal.
Har firmaet så i det mindste valgt at informere om sagen på egen hjemmeside? Nej, der er ingen tegn overhovedet på, at der nogensinde har været et problem. Har bestyrelsesformanden adresseret sagen på sin LinkedIn-profil? Nej, seneste opslag fra hans side er 11 måneder gammelt. Men så har social media-strategien måske været varetaget af direktøren? Nej, heller ikke.
Polar Salmon Hjerting Laks må nu lære af egne fejl, og det sker på den hårde måde: Coop og Rema 1000 har besluttet at droppe salg af alle produkter fra Polar Salmon Hjerting Laks, og konsekvensen er, at firmaet må fyre folk.
Sagen er et lærestykke i, hvordan en virksomheds eller organisations omdømme i høj grad afhænger af, hvordan virksomheden håndterer en krisesituation. Men er alt det her med omdømmet overhovedet relevant, når nøgletal vedr. salg, omsætning og indtjening skal gøres op? Hos Polar Salmon Hjerting Laks ved man godt, hvad svaret er. Og det ved Elon Musk også.